Økonomisk regulering

HMN GasNet udfører bevillingspligtige distributionsaktiviteter. De bevillingspligtige aktiviteter er underlagt en omfattende regulering fra Energistyrelsen og Energitilsynet.

Som udgangspunkt skal de bevillingspligtige aktiviteter hvile i sig selv, således at omkostninger og indtægter balancerer. Endvidere må de bevillingsmæssige aktiviteter som udgangspunkt ikke subsidiere naturgasaktiviteter, som ligger uden for distributionsbevillingen.

Energitilsynet fører tilsyn med HMN GasNets priser og vilkår.

Indtægtsrammeregulering

Fra 1. januar 2005 er HMN GasNets økonomi blevet reguleret af Energistyrelsens "Bekendtgørelse om indtægtsrammer og åbningsbalancer for naturgasdistributionsselskaberne". Energitilsynet fastsætter på grundlag af bekendtgørelsen de årlige rammer for:

  • hvor store indtægter selskabet må opkræve til drift af virksomheden.
  • hvor store omkostninger, der kan indregnes i selskabernes priser.

Indtægtsrammerne fastsættes for perioder på 4 år. Energitilsynets aktuelle indtægtsramme gælder for perioden 2014 – 2017.

Energitilsynet har pålagt HMN GasNet et effektiviseringskrav på 0,60 % for hvert år i perioden 2014 - 2017.

Reguleret overskud

Der er kun en meget begrænset mulighed for at generere et overskud, som kan tilbageføres til HMN GasNets ejere. Dette kan alene ske, hvis HMN GasNet opnår ekstraordinære effektiviseringsgevinster, dvs. hvis selskabet er mere omkostningseffektivt end de rammer, Energitilsynet har fastsat.

Dette kan opnås i to tilfælde:

  • Effektiviseringsgevinster på driftsomkostningerne.
  • Effektiviseringsgevinster på forrentning af nettogælden pr. 31. december 2004.

50 % af eventuelle ekstraordinære effektiviseringsgevinster kan tilbageføres til HMN GasNets ejere, mens den resterende del skal føres tilbage til forbrugerne i form af lavere priser.

Eventuelle negative effektiviseringsgevinster, dvs. hvor HMN GasNets omkostninger er større end det beløb, Energitilsynet har fastsat, kan ikke indregnes i HMN GasNets distributionstariffer, men skal bæres direkte af selskabets egenkapital.

Ud over eventuelle effektiviseringsgevinster har selskabet lov til at forrente den oprindelige indskudskapital med en rente fastsat af Energitilsynet.

Distributionstariffen

Den væsentligste del af HMN GasNets indtægter genereres af distributionstariffen.

Energitilsynet skal godkende HMN GasNets principper for fastlæggelse af distributionstariffen.

Endvidere skal HMN GasNet anmelde den konkret fastlagte distributionstarif til Energitilsynet.

Indtægterne fra distributionstariffen afhænger af afsætningen, herunder af, om temperaturerne i løbet af året afviger fra temperaturerne i et normalår. I de tilfælde, hvor den konkret fastsatte distributionstarif ikke fører til de indtægter, der er fastlagt i HMN GasNets omkostningsramme i det enkelte år, bliver der reguleret herfor i det følgende års distributionstarif.

Der kan forekomme underdækning, når vi har milde vintre, hvilket betyder, at HMN GasNet ikke opnår de indtægter, der er afsat i indtægtsrammen. Ved underdækning bliver distributionstariffen hævet det følgende år for at indhente de indtægter, der mangler.

Modsat forekommer overdækning, når vi har en kold vinter. Det betyder, at distributionsindtægterne bliver større end indtægtsrammen. Overdækningen bliver ført tilbage til forbrugerne ved at nedsætte distributionstarifferne i det kommende år.